Tiden lidt i stå….

Er netop hjemvendt efter en dejlig uge på Bornholm på Bondegaards ferie i Pedersker hos et skønt ældre ægtepar.

Der var langt til nærmeste by, købmand og mobildækningen var faktisk ret dårlig.

Jeg skulle afsted med min datter på 9 år som havde glædet sig til 7 dage på gården, der er fuld af heste og mulighed for at lære at ride og lære de store dyr bedre at kende. Min mand skulle have været med, men blev i ugen op til ferien forhindret pga arbejdet.

Jeg troede at en tur til Bornholm betød, at man satte sig i bilen, kørte ned til havnen i Køge og ind i Færgen og så let var det….

… En kunde der tilfældigvis var forbi til en kontrol vejning skulle også til Bornholm samme dag som min datter og jeg, og hun havde booket færgebillet over Ystad OG der var rift om overgangene. Ind på computeren strøg jeg! Bladrede i bookingsystemet……bladrede et par dage frem og et par dage tilbage……lige lidt hjalp det! Ingen plads til bilen! Jeg kunne jo ikke skuffe min datter så jeg foreslog at vi tog cyklerne med så vi kunne komme lidt rundt i området ved bondegaarden. Måtte dog lige have fat i bondemanden Leif for at høre hvor langt der var fra Rønne til Pedersker. ”Det tager 30 minutter i bil, så jeg tænker det er lidt for langt for din datter at cykle. Du skal bare ringe når du lander i Rønne så henter jeg jer!”. Sikken gæstfrihed, som jeg var virkelig overrumplet over. Sød ældre mand der lød som om han var lige så rar som min egen far…

Vi landede i Rønne tidligt om morgenen og frem trillede en lille fin Yaris og den sødeste ældre mand med et julemandslignende skæg og hvidt hår. Han talte til mig som om vi har kendt hinanden altid, og da vi når frem til gården så står hans hustru klar med morgenmad til os…. Tårerne presser sig næsten på mens jeg skriver, for søde var ægteparret hele ferien igennem. Jeg mødte ikke andet end gæstfrihed hvor end jeg kom og har sådan et flashback på mine somre på Færøerne hvor samme liv holder øboerne sammen.

Tiden står lidt magisk stille på øen, på gården hvor mobildækningen nærmeste kun kunne findes ved at holde telefonen op mod loftet i ét specifikt hjørne af den lejlighed vi boede i. Lejligheden var lidt slidt og 70’er agtig så visuelt glemte man hvilket år man befandt sig i. På gårdspladsen mødtes gårdens gæster med deres morgen- eller eftermiddagskaffe i hånden. Småsludrede om eksistentielle emner. Stalden blev muget ud, hestene fodret og gjort klar til ene-ride timer. En enlig mor og hendes datter boede på gården og hjalp til med alle gårdens pligter inklusiv ride lektioner til 50 kr. i timen. Flere af gårdens andre besøgende havde deres hunde med på ferie som lige blev set an og om nødvendigt sat på plads af gården egen hund Maggie, den dejligste australske hyrdehund. Leif og hans hustru var så søde at de tilbød min datter og jeg ture rundt på øen når de alligevel skulle egne ærinder, så faktisk blev det til tre museumsbesøg og lidt shopping. Min datter elskede roen, at kunne gå rundt blandt gårdens dyr, ride en tur, passe gårdens hund der ”flyttede ind hos os”, spille kort med mig om aftenen og lege med de børn der boede eller kom på gården, cykle og bare være. Et samfund hvor man stoler på hinanden, hjælpes ad, at låse døren til bilen når man handler gør man heller ikke for der er altid en der har set noget og forskellen på dit og mit er respekteret.

Der var slet ikke noget der trak andet end at vi savnede familien og dyrene hjemme i Solrød. Vi havde ro til at tænke, til at læse, skrive og hvad der ellers kom op… Det var helt mindful, kærligt og præcis som at komme hjem.

Husk at nyde tiden – helt uden teknologien eller alt for mange pligter der hiver dig i ærmet! Husk også at erobre dit liv så du er mindre på men mere med!

Vi skrives ved 🙂